Vælg den rigtige motorolie

Der er i dag rigtige mange forskellige motorolier på markedet, afhængigt af motoroliens viskositet samt motortypen. I bilens instruktionsbog står opført hvilken motorolie samt hvilken viskositet den pågældende bilproducent anbefaler til den specifikke bil. Hos os finder du 5w30, 10w30, 5w40, 10w40 og 15w40.

Motoroliens såkaldte viskositet, som f.eks. 10W/40 indikerer ikke noget om motoroliens kvalitet, men oplyser om hvorledes den specifikke olie opfører sig ved forskellige temperaturforhold, dens tykkelse samt dens evne til at smøre motoren.

Lidt om motorolie

Motorolie er et uundværligt produkt, der har flere funktioner i bilens motor. Motorolien smører alle motorens bevægelige dele, og bidrager dermed til at motoren præsterer maksimalt. Samtidig formindsker motorolien friktionen mellem motordelene og forhindrer dermed unødigt slitage.

Ydermere bidrager motorolien også til at fjerne støv og andet snavs i motoren. Såfremt bilen ikke er påført den nødvendige mængde olie, vil motorens forskellige dele danne varme og friktion, hvilket kan medføre dyre skader på bilens motor.

Forskellige slags motorolier

Man opererer med 3 forskellige motorolier, som er baseret på viskositeten.

Motorolie til vinterbrug: Såfremt en motorolie er markeret med et ”W”, f.eks. 5W, fortæller dette at olien er særligt velegnet til vinterbrug. En tynd olie smører hurtigere motoren ved en koldstart, og jo lavere tal foran ”W” desto bedre flydeevne har motorolien i kulde.

Motorolie til sommerbrug: Tallet efter ”W”, som f.eks. 40 fortæller om motoroliens evne til at flyde ved 100 grader, så jo højere tallet er, desto bedre flyder det i varmt vejr.

Motorolie til helårsbrug: Der findes tillige motorolier med en bred funktion som eksempelvis 10W/40. Disse motorolier er egnede til helårsbrug og beskytter både ved koldstarter samt ved kørsel i varme. Den beholder sin viskositet ved minus 25 grader og er samtidig tyktflydende ved opvarmning.

Til moderne motorer kan man ligeledes gøre brug af en syntetisk motorolie. Denne motorolie type flyder hurtigere og lettere end traditionelle olier, og er ligeledes ofte billigere i brug, da motoren hurtigere yder optimalt og man reducerer derved sit brændstofforbrug.

Klassificering af motorolier

Man opererer indenfor motorolier med en såkaldt API klassificering, der har sin oprindelse i USA. Såfremt man kører en bil med dieselmotor, skal man benytte en motorolie med bogstavet ”C”. Kører man i en bil med benzinmotor, skal man benytte en motorolie med bogstavet ”S”. Man kan også anvende en motorolie med begge bogstaver, altså ”SC”, hvilket betyder, at denne motorolie kan benyttes til både benzin- og dieselbiler.

Der findes ligeledes indenfor motorolier en såkaldt ACEA klassificering, der har sin oprindelse i Europa. Her skal man som bruger af en bil med dieselmotor, benytte en motorolie med bogstavet ”B”. Som bruger af en bil med benzinmotor, skal man benytte en motorolie med bogstavet ”A”. Endelig findes der i denne klassifikation også motorolier med bogstavet ”E”, hvilket er motorolier til brug i tunge dieselmotorer, f.eks. i lastbiler og busser.

Kontrol af oliestanden

I bilens instruktionsbog kan man læse, hvor ofte man bør kontrollere motorens oliestand. Det er dog anbefalelsesværdigt at kontrollere denne efter ca. hver 1000 kørte kilometer. Når olien skal skiftes, anbefales det, at man undlader at blande forskellige typer motorolier, men udelukkende benytter den af bilfabrikanten anbefalede motorolie.

Sådan skifter man motorolie

Det er forholdsvist nemt at skifte olie samt oliefilter på en bil. De fleste gange er alt man behøver en fastnøgle, en oliefiltertang samt en opsamlingsbakke til den gamle motorolie.

Først kører man en tur, således at motorolien varmes op. Dernæst løsner man bundproppen og aftapper olien. Fjern evt. påfyldningsdækslet, så motorolien løber lettere ud. Skift pakningen i bundskruen, og når al motorolien er løbet ud, skrues bundproppen i på ny.

Afmonter dernæst det gamle oliefilter ved hjælp af en oliefiltertang. Derefter monteres det nye filter og dette fastspændes med håndkraft.

Afslutningsvis aftørres udstødningen og andre dele for spildt olie, den nye motorolie påfyldes, og oliestanden kontrolleres inden bilen tages i brug igen.

10W30 Motorolie (2)

10W40 Motorolie (5)

15W40 Motorolie (3)

5W30 motorolie (10)

5W40 Motorolie (7)

Motorolie tromler 60 - 200 liter (26)